15-årsjubilæum i Eltronic A/S – Jacob Vendelbo

Med ansvaret for den mekaniske service på industrianlæg for Eltronics nøglekunder, så finder man ham oftest på pinden i Eltronics ene vingefløj på Kilde Allé. I år har Jacob Vendelbo nået en milepæl med 15 år som en del af medarbejderstaben i Eltronic. A/S

15-årsjubilar trives blandt stærke kompetencer

Passionen for faget holder motivationen i top og ’maskineriet’ kørende

Efter 15 år i virksomheden sidder Jacob i dag som Mechanical Assembly Manager i afdelingen Industrial Service and Assembly. Interessen for mekanik kombineret med en el-baggrund og mangeårig erfaring skaber fundamentet for Jacobs brede kompetencefelt i sit arbejde med service.

”Min interesse for mekanik er på højde med min interesse for el, så i dag sidder jeg med mekanisk service som ansvarsområde, hvortil min el-baggrund supplerer min viden. Det har altid været et højtprioriteret ønske for mig også at kunne få lov at arbejde med mennesker, det kan jeg her. Samtidigt kan jeg godt lide den uforudsigelighed, der ligger i arbejdet med service.”

I harmoni med Eltronics generelle DNA, er en af Jacobs helt store motivationsfaktorer at kunne levere en service, som skaber tilfredse kunder, der kommer tilbage med ønsket om mere. En anden betydelig motivationsfaktor for Jacob er muligheden for at kunne præge og bidrage til udviklingen af specifikke serviceområder.

”Vi vil jo rigtig gerne kigge mere ind i at udvikle serviceforretningen ligeledes på et område som robotservice – det er også et af de områder, som jeg brænder særligt meget for at kunne komme til at fokusere mere på i den kommende tid.”

Fællesskabet og fagligheden fik tag i Jacob

Det var i sin tid gode relationer, som hev Jacob til Eltronic, hvor han for første gang startede som tekniker i 2003, og siden kom tilbage i 2007 i en anden rolle – efter nogle år i andet regi­. Tilknytningen til Eltronic strækker sig altså for Jacob over en periode på intet mindre end 19 imponerende år.

Jacob oplevede den ’boomerangeffekt’, som hviler over Eltronic A/S, hvor medarbejdere oftere end normalt vender tilbage efter at have søgt udfordringer andetsteds. I Jacobs tilfælde tilskriver han Eltronics specielle ånd, de gode kolleger, stærke kompetencer og den kontinuerlige udvikling sine 15 år i virksomheden.

”Jeg synes godt om ånden i Eltronic, vores stærke kompetencer og de gode kolleger. Mange synes måske, at 15 år lyder som lang tid i samme virksomhed, men når man sidder i et nu stort og stadigt voksende hus, hvor alle former for kompetencer er samlet, så findes der uendeligt mange udviklingsmuligheder, og man mættes i forhold til følelsen af at skulle ud og prøve noget nyt.”

”Jeg oplever det ofte i dag, når vi søger nye folk, at særligt nyuddannede efterspørger muligheden for faglig udvikling og netop dér, er Eltronic et interessant sted at komme ind. – Det bekræfter mig i, at huset i dag er blevet så stort, at man sagtens kan rykke sig mellem funktioner og jobtyper og udvikle sig in-house. Man behøver bare at kigge sig over skulderen for at spotte alle de kompetencer, man omgås. Der er altid viden at hente hos en kompetent kollega.”

En del af rejsen – fra nyopstartet virksomhed til etableret automationshus  

Jacob har været med på den store vækstrejse fra nyopstartet virksomhed til hvor, Eltronic står i markedet i dag – som en af landets førende leverandører inden for automation – og han ser frem til at se, hvad fremtiden bringer for Eltronic.

”Det har været – og er stadig spændende at få lov at være med på rejsen i et selskab, hvor tingene går godt, og hvor vi leverer en god oplevelse hos vores kunder. ”Jeg har haft forskellige jobfunktioner gennem min tid, som jeg på bedste vis har forsøgt at udfylde.”

“Jeg synes jo, at det er fantastisk, at man på godt 20 år kan gå fra at være et lille nystartet selskab til hvad, vi er i dag. Der skal lyde en stor cadeau til ledelsen, men også medarbejderne, som alle har været med til at skubbe tingene i den retning. Jeg er spændt på den videre udvikling – og på at se, hvor det hele går hen herfra.”