Som 16-årig flyttede Thobias Willert 70 kilometer for at blive elektrikerlærling hos Eltronic. Det valg siger meget om den person, han er: engageret, modig og klar til at gå forrest. Nu bliver netop de kvaliteter anerkendt med DI Sydøstjyllands Lærlingepris 2026.
Prisen blev overrakt i forbindelse med DI Sydøstjyllands Erhvervstræf, hvor lokale virksomheder hylder dygtige lærlinge og elever, der markerer sig gennem deres uddannelse og deres indsats i hverdagen. I år gik prisen til 20-årige Thobias Willert, som har gennemført sin læretid hos Eltronic i Hedensted og nu fortsætter i virksomheden som svend.
Hos Eltronic er vi både stolte og glade over, at Thobias modtager denne anerkendelse. Gennem sin læretid har han ikke alene vist stor faglig interesse og lyst til at lære, men også en evne til at tage ansvar og bidrage med nye idéer i praksis.
Thobias har blandt andet været med til at udvikle et IT-værktøj til prissammenligning på tværs af leverandører, og han har desuden deltaget i et større kundeprojekt i Mexico med en kompleks produktionslinje. Det vidner om en lærling, der ikke blot løser sine opgaver, men som aktivt søger at skabe værdi og udvikling i samarbejde med sine kolleger.
Ifølge Jacob Vendelbo, Service and Aftersales Manager hos Eltronic, er det netop Thobias’ særlige kombination af mod, selvstændighed og arbejdsomhed, der gør ham bemærkelsesværdig:
“Jeg har indstillet Thobias til Lærlingeprisen 2026, fordi jeg aldrig før har set magen til modig, pligtopfyldende, dygtig og selvstændig ung mand. Alle døre står simpelthen åbne for ham. Han skal blot pege i den retning, som han ønsker at udvikle sig videre inden for, og så er det min fornemmeste opgave at bane vejen for det.”
Også hos DI Sydøstjylland fremhæver man Thobias som et særligt eksempel på, hvad en lærling kan bidrage med i en virksomhed. Vicebestyrelsesleder Lars Nonbye siger:
“Thobias er et unikt eksempel på en lærling med en arbejdsløst, et engagement og et mod, der er helt i særklasse. Han har med et usædvanligt drive og mod fået det maksimale ud af sin læretid både for sig selv, sit fag og for virksomheden.”
Han peger samtidig på, at Thobias’ historie kan være med til at inspirere andre unge til at vælge en erhvervsuddannelse og se de mange muligheder, den vej kan åbne.


Thobias’ rejse hos Eltronic begyndte med nysgerrighed og viljen til at lære. Siden har han udviklet sig i et fagligt miljø, hvor han har fået mulighed for at prøve kræfter med både tekniske opgaver, samarbejde på tværs og konkrete kundeprojekter.
For os er det en vigtig del af lærlingeuddannelsen, at unge talenter får mulighed for at udvikle sig i praksis, tage ansvar og blive en del af et miljø med høj faglighed. Thobias er et stærkt eksempel på, hvad der kan vokse frem, når engagement møder dygtige kolleger, tillid og de rette muligheder.
Thobias selv glæder sig også over både prisen og det næste skridt i sin karriere:
“Jeg er meget stolt over at modtage DI Sydøstjyllands Lærlingepris. Jeg har fået både oplevelser, gode kolleger og faglig selvtillid i min tid hos Eltronic, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet som svend.”
At Thobias nu fortsætter hos Eltronic efter endt læretid, gør anerkendelsen ekstra meningsfuld. Prisen er ikke kun et skulderklap for en flot indsats under uddannelsen, men også et tydeligt billede på de kompetencer og den tilgang, han tager med sig videre i sit arbejdsliv.
Vi ønsker Thobias stort tillykke med DI Sydøstjyllands Lærlingepris 2026 og ser frem til at følge hans videre udvikling hos Eltronic.
Eltronic A/S er en ingeniørvirksomhed med mere end 23 års erfaring med produktionssystemer og automation. Vores mål er at være kundernes foretrukne partner samt at øge deres globale konkurrenceevne og bæredygtighed.
Eltronic A/S, Hedensted
Kilde Allé 6
DK-8722 Hedensted
Eltronic A/S, Ballerup
Brydehusvej 30
DK-2750 Ballerup
Eltronic A/S, Hillerød
Slotsgade 13-17
DK-3400 Hillerød
Eltronic A/S, Odense
Forskerparken 10
DK-5230 Odense M
CVR: DK-17 02 42 80